Vedtægter

Vedtægterne kan også downloades som pdf.

§ 1 Foreningens navn og hjemsted

Foreningens navn: Gedesby Østre Strand Grundejerforening (herefter GØSG)
Postadresse: Den til enhver tid siddende formands adresse
Hjemsted: Guldborgsund Kommune
Stiftelsesdag: 13. august 1960

Email: kontakt@goesg.dk
Hjemmeside: www.goesg.dk

§ 2 Geografisk område

Foreningens geografiske område er sommerhusområdet syd for Gedesby afgrænset ved Bøtøgårdsvej fra Fladlandsvej mod nord og Sydkanalen mod vest (se kortbilag).

§ 3 Medlemskab

Stk. 1. Medlemskabet baserer sig på de enkelte matrikler, som ligger inden for foreningens område. 

Stk. 2. Medlemskabet er obligatorisk for de matrikler, hvor der er tinglyste servitutter om medlemspligt. 

Stk. 3. Matrikler, uden medlemspligt i servitutterne, tilbydes medlemskab ved ejerskifte. Såfremt det accepteres, indtræder man med samme rettigheder i forhold til vejvedligeholdelse, trailerleje m.m. som det obligatoriske medlemskab. 

Stk. 4. Ved senere indmeldelse end i forbindelse med ejerskifte er der 2 års karenstid inden grundejerforeningen dækker afholdte udgifter til vejvedligeholdelse. Karenstid gælder fra den dato, hvor indmeldelsen er modtaget og bekræftet af bestyrelsen. Et frivilligt medlemskab er gældende for kalenderåret og skal opsiges med minimum 1 måneds varsel til kalenderårets udløb. Opsigelsen skal foretages skriftligt og sendes til bestyrelsens mailadresse (kontakt@goesg.dk) 

Stk. 5. Opkrævning af kontingentet foretages enten via betalingsservice eller FIK kort, som fremsendes på mail. Andre former for opkrævninger pålægges et gebyr, som fastsættes af bestyrelsen 

Stk. 6. Betaling af kontingent påhviler den til enhver tid værende ejer af ejendommen. Dog er medlemmet forpligtet til at melde ejerskifte til grundejerforeningen og hæfter for kontingentbetaling indtil ejerskifte er meddelt GØSG.

§ 4 Formål og opgaver

Stk. 1. Foreningens formål er at varetage medlemmernes interesser med hensyn til spørgsmål af fælles økonomisk og miljømæssig karakter, samt fremme og værne om de forhold, som berører grundejerne i almindelighed.

Stk. 2. Foreningen skal over for myndighederne arbejde for at sikre de bedst mulige vilkår for alle medlemmerne.

Stk. 3. En af foreningens væsentligste opgaver er vedligeholdelse af områdets private fællesveje.

Stk. 4. Grundejerforeningen er upolitisk og ikke-kommerciel og kan således på forespørgsel ikke anbefale bestemte virksomheder, men offentliggøre på hjemmesiden hvilke firmaer grundejerforeningen bruger til diverse opgaver.

Stk. 4. Foreningens medlemmer har et fælles ansvar for området samt for foreningens ejendom og omgivelser.

Stk 5. Foreningens enkelte medlemmer har i henhold til gældende lovgivning pligt til:

  1. At beskære beplantning mod kommunalvej samt private fællesveje og stier ind til skel samt holde rabatten fra vejkant til skel efter kommunens forordninger for offentlig vej, herunder græsslåning og at friholde området for buske og træer.
  2. At afhjælpe skader forvoldt på veje og rabatter ved brug af store lastvogne og tunge entreprenørmaskiner i forbindelse med større projekter på egen matrikel. Veje og rabatter skal løbende vedligeholdes og skal ved projektets afslutning bringes tilbage til samme stand som forud for skadens opståen.

§ 5 Generalforsamling

Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Stk. 2.Ordinær generalforsamling afholdes for grundejerforeningens medlemmer hvert år en lørdag i maj eller juni. Datoen meldes ud på den foregående generalforsamling.

Stk. 3. Med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Indkomne forslag
  4. Kassereren forelægger det reviderede regnskab
  5. Kassereren forelægger budgetforslag for kommende år med forslag om kontingentets størrelse for næste år
  6. Valg af formand (lige år) / eller kasserer (ulige år).
  7. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
  8. Valg af revisorer og revisorsuppleant
  9. Eventuelt

Stk. 4. Generalforsamlingen indvarsles digitalt til medlemmerne og på foreningens hjemmeside senest 30 dage før afholdelse. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden, det reviderede regnskab for foregående år og budgetforslag for det kommende år samt eventuelle forslag fra bestyrelsen. Endelig dagsorden med forslag udsendes senest 10 dage før den ordinære generalforsamling.

Stk. 5. Forslag fra medlemmerne må, for at kunne komme til behandling på generalforsamlingen, være indgivet skriftligt til foreningen senest 14 dag før dens afholdelse på kontakt@goesg.dk

Stk. 6. Forslaget skal fremlægges og begrundes af forslagsstiller ved fremmøde på generalforsamlingen, og skal være suppleret med evt. økonomi.

Stk. 7. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer og beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal.

Stk. 8. Afstemninger foretages ved håndsoprækning, medmindre bestyrelsen eller 10 medlemmer eller dirigenten forlanger skriftlig afstemning.

Stk. 9. En parcel har maksimalt 1 stemme.

Stk. 10. Hvis et medlem ejer flere grunde og betaler kontingent for grundene, kan vedkommende højst afgive 2 stemmer.

Stk. 11. Afstemning ved fuldmagt kan ske ved at en grundejer bemyndiger en anden grundejer. Ingen grundejer kan møde op med mere end en fuldmagt. Fuldmagten skal være personlig udstedt på en formular, der udsendes sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen. Medlemmer i kontingentrestance er ikke stemmeberettigede og kan heller ikke udføre en fuldmagt for en anden grundejer.

Stk. 12. Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal afholdes, når mindst 25 % af medlemmerne, som ikke er i kontingentrestance, skriftligt fremsætter motiveret anmodning herom sammen med forslag til dagsorden. Indkaldelsen skal ske omgående, og den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes en lørdag senest 3 uger efter anmodningen.

Stk. 13. Kun de forslag, der er anført i anmodningen og forhold direkte affødt heraf, kan komme til behandling. Hvis ikke mindst 3/4 af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, møder op til generalforsamlingen, kan dagsordenen nægtes behandlet af generalforsamlingen.

§ 6 Bestyrelse

Stk. 1. Grundejerforeningens ledelse varetages af en bestyrelse på 5 medlemmer, bestående af formand og kasserer samt 3 bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 2. Formand og kasserer vælges af generalforsamlingen, mens bestyrelsen selv konstituerer sig med næstformand og sekretær.

Stk. 3. Bestyrelsen vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen og afgår efter tur, således at formand og 2 medlemmer afgår på lige årstal og kasserer samt 1 medlem på ulige årstal.

Stk. 4. 2 bestyrelsessuppleanter og 2 revisorer vælges ligeledes for 2 år ad gangen og afgår skiftevis — 1 suppleant og 1 revisor hvert år.

Stk. 5. Dersom antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets løb og efter suppleanterne er tiltrådt, bliver mindre end 5, er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv indtil førstkommende generalforsamling.

Stk. 6. Foreningen forpligtes over for tredjemand af formand eller ved dennes fravær næstformand eller kasserer, sammen med et bestyrelsesmedlem.

Stk. 7. Bestyrelsesmøder afholdes efter behov og indkaldelse sker normalt skriftligt med 14 dages varsel. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede, og afgørelser træffes ved simpelt flertal. Står stemmerne lige, er formandens (eller i dennes fravær næstformandens) stemme udslagsgivende.

Stk. 8. Bestyrelsen/suppleanter er kontingentfrie.

Stk. 9. Dækning af konkrete udgifter, som er direkte relateret til arbejdet i bestyrelsen, kan finde sted efter bestyrelsesbeslutning.

§ 7 Kontingent og økonomi

Stk. 1.Til dækning af foreningens udgifter opkræves et årligt kontingent, der fastsættes på den ordinære generalforsamling. Kontingentet opkræves i januar til betaling 1. februar.

Stk. 2. Kontingent betales for hver enkelt matrikel – bebygget eller ubebygget – hvor der er medlemspligt eller hvor frivillig tilmelding har fundet sted.

Stk. 3. Ved ikke-rettidig betaling af skyldige beløb skal det pågældende medlem betale et fastlagt rykkergebyr til dækning af de med inddrivelsen forbundne omkostninger. Bestyrelsen fastsætter størrelsen af rykkergebyret. Såfremt opkrævningen stadig ikke betales indenfor den fastsatte frist, bliver den sendt til inkasso, hvorved der påløber yderligere omkostninger, som betales af medlemmet.

Stk. 4. Et medlem, der er i restance til foreningen, har ikke stemmeret på generalforsamlingen, ligesom medlemmet ikke kan vælges til tillidshverv i foreningen.

Stk. 5. Såfremt et frivilligt medlemskab af foreningen opsiges, bliver ejeren forpligtet til at betale for en individuel andel af udgifterne til vedligeholdelse af de private fællesveje, jf. lov om private fællesveje. Dette beløb fastsættes og opkræves af bestyrelsen og udregnes således: Vejudgift fordeles iht. til den reelle udgift på den enkelte vej divideret med antal matrikler hertil tillægges administrationsgebyr, som også inkluderer udførende entreprenørs ekstrafakturering på udregning.

Stk. 6. Kassereren administrerer opkrævning af kontingent og indbetalinger af samme, afholdte udgifter, fører foreningens regnskab, medlemskartotek, opgørelse over restancer samt gennemfører rykkerprocedurer, alt efter bestyrelsens anvisninger og kontrol.

Stk. 7. Foreningens midler anbringes på den økonomisk og risikomæssigt mest fordelagtige måde i et pengeinstitut. Bestyrelsen skal tilstræbe, at foreningens bankindestående ved kalenderårets udgang svarer til 1/2 års kontingentindtægt, dog med skyldig hensyntagen til planlagte udgifter til vejvedligeholdelse og uforudsete omkostninger

Stk. 8. Kassebeholdningen skal holdes på et absolut minimum.

§ 8 Revision og regnskab

Stk. 1. Bestyrelse og revisorer har til enhver tid ret til at gennemgå foreningens regnskaber og beholdningskonti.

Stk. 2. Revisorerne skal gennemgå foreningens regnskaber kritisk og kontrollere beholdningernes tilstedeværelse. Regnskabsmaterialet skal tilstilles revisorerne senest den 1. marts.

Stk. 3. Såfremt regnskabet ikke er modtaget med indkaldelsen til generalforsamlingen, kan dette rekvireres til gennemsyn ved at sende en mail til formand eller kasserer i GØSG senest 14 dage før generalforsamlingen.

Stk. 4. Grundejerforeningens regnskabsår er kalenderåret.

§ 9 Udmeldelse og ejerskifte

Stk. 1. Et medlem kan ved udtrædelse af foreningen ikke få andel af formuen tilbagebetalt.

Stk. 2. Ved ejerskifte er sælger forpligtet til at meddele grundejerforeningen købers navn og adresse, samt evt. tlf. og e-mail adresse. Indbetalt kontingent for kalenderåret tilbagebetales ikke.

§ 10 Vedtægtsændringer

Seneste ændringer er vedtaget på den ordinære generalforsamling 7. juni 2025 og træder i kraft straks herefter.

Kortbilag