Invasive arter
Pileurt
Kæmpe-pileurt og japansk pileurt er meterhøje, kraftige stauder, der er hjemhørende i
Østasien. De blev oprindeligt introduceret til Europa som prydplanter.
De store pileurter er i dag vidt udbredte, og især japansk pileurt spreder sig mange steder som invasivt landskabsukrudt i bl.a. Europa. Japansk pileurt er på IUCN’s liste1 over de 100 værste invasive arter i verden. Trods pileurterne kun spreder sig vegetativt i Europa, har de vist sig at have en stor spredningsevne og være vanskelige at kontrollere.
Pileurterne danner op til flere meter høje, meget tætte bestande, der udskygger anden
bundvegetation. Når bladene visner om efteråret, er der kun de bladløse stængler tilbage. Det kan give problemer med erosion på vandløbsbrinker og andre skrænter, når der ikke er et tæt planterdække til at holde på jorden. Blade og stængler kan ændre det fysiske såvel som det biologiske miljø i vandløb.
Pileurterne angives, at udskille kemiske stoffer, der hæmmer spiring og vækst af andre arter og som ændrer jordens indhold af næringsstoffer, hvilket bl.a. har konsekvenser for jordbundsfaunaen med en væsentlig lavere tæthed af hvirvelløse dyr til følge.
Pileurterne har et rigt forgrenet system af jordstængler, som kan gennemvokse drænrør og
vokse op igennem asfalt og cement og dermed give problemer og skader på veje og andre
anlæg.
Kæmpebjørneklo
Kæmpebjørneklo er en invasiv plante, som er uønsket i den danske natur. Den stammer oprindeligt fra Kaukasus og blev indført til botaniske haver i 1830’erne.
I de seneste årtier har den bredt sig voldsomt i den danske natur, hvor den fortrænger andre plantearter. Fugle, sommerfugle og de fleste andre dyr vil heller ikke leve under bjørneklo, kun nogle få insekter og snegle kan leve her.
Kæmpebjørnekloen (Heracleum mantegazzianum) er som den eneste invasive planteart
omfattet af lovgivning, og en kommune kan pålægge ejere eller brugere af arealer, hvor der findes kæmpebjørneklo, at bekæmpe planten.
I Danmark foretrækker kæmpebjørnekloen fugtige voksesteder som moser, enge og langs åer, men den kan også findes på mere tør bund som for eksempel overdrev og industrigrunde.
Kæmpebjørnekloen formerer sig udelukkende ved at sprede frø og ikke vegetativt. Det vil sige, at hvis man skærer roden over et sted under vækstpunktet, så dør planten.
Typisk blomstrer kæmpebjørneklo og rundlobet bjørneklo i sit andet eller tredje leveår, og
derefter dør de. Hårfrugtet bjørneklo er flerårig og kan blomstre i mange år.
Kæmpebjørnekloen er giftig
Kæmpebjørnekloens saft er giftig, og man skal undgå hudkontakt med planten. Plantesaften gør huden ekstremt følsom over for sollys, og hvis huden udsættes for sollys, får man alvorlige forbrændinger. Samtidig kan huden kan blive ved at være følsom over for sollys i årevis.
Det svider ikke at få plantesaft på huden, og derfor skal man være særligt opmærksom og
dække sin hud godt til, hvis man er i kontakt med kæmpebjørneklo. Hvis man får plantesaft på huden, skal man inden 20 minutter, vaske hudområdet med vand og
sæbe, og huden skal beskyttes mod sollys i mindst 48 timer. Man bør søge læge og oplyse,
hvilke planter man har været i kontakt med.