Hermed et nytårsbrev med fakta om året der er gået og status for de forskellige projekter, der arbejdes på i bestyrelsen.
Foreningshuset og hvad det kan benyttes til fremover
Efter generalforsamlingens beslutning om at bevare foreningshuset, er der nedsat et udvalg, der afsøger mulighederne for hvad huset kan bruges til.
Udvalget har haft to møder i efteråret og arbejder med forskellige idéer, som forventes at blive afprøvet i den kommende sæson. Mere information følger i 2026.
Afvanding Sydfalster
Strandgrundejerforeningerne havde bedt om et møde med kommunen, hvilket lykkedes den 20. november 2025. Dagsordenen var organisering af nyt vand/drænlaug og aktiviteter beskrevet i den såkaldte 20-punktsplan.
Der var tre vigtige punkter på dagsordenen:
- 20-punktsplanen
Det blev aftalt at kommunen udarbejder en prioriteringsliste og afklarer hvordan der arbejdes videre med punkterne. - Ændret ansvarsfordeling
Kommunen erkender, at denne proces skal afvente resultatet af skitseprojekterne som forventes i maj 2026 og udarbejdes af kommunens rådgivende ingeniørfirma – Sweco. - Eksisterende drænsystem
Jævnfør vandløbsloven kan det eksisterende afvandingssystem ikke overdrages til anden operatør uden en anmærkningsfri drifts- og vedligeholdelsesstatus. Kommunen har accepteret at de skal igangsætte en juridisk afdækning af vilkår og hvilke krav, der skal opfyldes før en eventuel overdragelse, kan finde sted.
Et meget positivt møde, hvor kommunen anerkendte vores bekymringer og overvejelser.
Terrænregulering
Kommunen ønsker at inddrage strandgrundejerforeningerne i arbejdet med at udarbejde en “rammeplan” – en slags overordnet lokalplan – som definerer rammerne, hvorunder der eventuelt kan gives tilladelse til terrænregulering og forhøjet sokkel. Dette sættes i gang i foråret 2026.
Status på veje og stier
Det våde vejr i efteråret er en udfordring for vores veje. Flere veje fremstår med større eller mindre huller. Vi bestræber os altid løbende på at reparere vejene i det omfang, det er nødvendigt.
Der er udlagt slidlag på: Hvedevej, Bynkevejen, Blåklokkevej, Brudelysvejen, Fyrblinkvej, Havrevej, Kodrivervej og Følfodvej. Herudover er der udført mange reparationer af huller.
Vi gør en indsats for at opdage huller og andre skader på vejene så snart de opstår, så de kan udbedres tilsvarende hurtigt, men vi kommer ikke på alle veje hver uge. Så ser du et, der kræver tilsyn, så skriv til os i bestyrelsen, så vi kan vurdere situationen.
Matrikler og medlemmer
Året har budt på sammenlægninger af nogle matrikler, hvilket betyder, at der nu er 1104 matrikler i Gedesby Strand. Af disse har 939 tinglyst medlemspligt.
Vi er glade for at kunne melde, at ud af de resterende 165 matrikler, er 145 frivillige medlemmer. De sidste 20 matrikler fordeler sig således:
14 bor ud til veje, hvor kommunen har vedligeholdelsepligten. De resterende seks ejere har i starten af december fået et brev med information om vedligeholdelsespligt for vej og invitation til at blive medlem af foreningen. To ejere har taget imod tilbuddet, og de sidste fire ejere har enten ikke svaret eller aktivt valgt at stå udenfor grundejerforeningen.
Der har i år været 76 ejerskifter. De fleste igennem mægler, men nogle også som privatsalg. Hvilket fører til en venlig nytårsopfordring:
Husk at give bestyrelsen besked, når der er ejerskifte. De fleste lokale ejendomsmæglere er flinke til at meddele kontaktoplysninger på nye ejere, men det glipper nogle gange – særligt ved privatsalg.
For god ordens skyld minder vi om, at vedtægterne definerer, at det er sælgers ansvar at sikre, at bestyrelsen får information om køber jf. § 3, stk. 6:
Betaling af kontingent påhviler den til enhver tid værende ejer af ejendommen. Dog er medlemmet forpligtet til at melde ejerskifte til grundejerforeningen og hæfter for kontingentbetaling indtil ejerskifte er meddelt GØSG.
Det er nemt at give besked. Bare send en mail, så sikrer vi en god overgang for alle parter.
På den anden side af nytår, følger også kontingent for medlemsskab af foreningen. Vi opfordrer til at tjekke, at betalingen sker rettidigt, og hvis der er nogen tvivl eller udfordringer, så kontakt os med det samme, så vi kan hjælpe.
Godt nytår!
Det er indtil 29. december muligt at tilmelde sig Nytårstaffel ved foreningshuset, hvor vi byder på et glas bobler og kransekage (udendørs) den 31. december klokken 13-14 🥂
Bestyrelsen ønsker alle medlemmer af foreningen godt nytår – vi glæder os meget til at se jer i 2026 🍾
