Går du op i biodiversitet og dyreliv, så kan en simpel ændring give bedre vilkår for fugle, insekter og andre skønne skabninger.
Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Naturfredningsforening, Vild med Vilje og andre venner af naturen, er alle enige om, at det er tid til at efterlade den gamle huskeregel om at klippe hækken inden Sankt Hans i fortiden.
Er hækken i vejen for færdsel på veje og stier, skal den selvfølgelig stadig beskæres, men ellers opfordrer vi til at give bedre vilkår for biodiversiteten og dyrelivet ved at vente med at klippe hæk til september.
Fire fordele:
- Du styrker biodiversiteten, da insekter lever af de skud, der opstår hen over foråret og sommeren.
- Du forstyrrer ikke fuglene, som bygger reder i buske og hække om foråret og sommeren, og derfor kan være truede af hækkesaksens hærgen.
- Du hjælper pindsvinet, der kan gå i vinterhi under din kvasbunke fra efterårets aflagte grene.
- Du kan bruge sommeren på at nyde haven og dens dyreliv i stedet for at klippe hæk.
